Hvis du som bygherre på et entrepriseprojekt måtte opleve, at entrepriseaftalen blive ophævet, f.eks. som følge af entreprenørens konkurs, har du en væsentlig interesse i omgående at sikre bevis for, hvor langt arbejderne er nået, om der er fejl ved de udførte arbejder og eventuelt, hvad der mangler at blive udført.
Hvis du som bygherre på et entrepriseprojekt måtte opleve, at entrepriseaftalen blive ophævet, f.eks. som følge af entreprenørens konkurs, har du en væsentlig interesse i omgående at sikre bevis for, hvor langt arbejderne er nået, om der er fejl ved de udførte arbejder og eventuelt, hvad der mangler at blive udført.
Dette benævnes en staderegistrering og har karakter af en bevissikring. En staderegistrering medvirker til, at byggeriet hurtigst muligt kan genoptages og færdiggøres ved en anden entreprenør arbejdets omfang (det såkaldte stade) og dets kvalitet. Staderegistreringen sikrer desuden bedst muligt en afklaring på, hvad værdien af det udførte arbejde måtte repræsentere med henblik på betaling heraf.
Det forekommer ikke sjældent, at der kan være en række konflikter forud og efter en staderegistrering omkring førnævnte spørgsmål. Derfor er det vigtigt, at staderegistreringen gennemføres korrekt.
Byggeriets standardvilkår (AB 18, ABR 18, ABT 18 eller AB Forbruger) er oftest gældende. Disse regler foreskriver, at den part, der ophæver entreprisen, skal indkalde til en staderegistrering samtidig med ophævelsen, hvor færdiggørelsesgraden af arbejderne samt arbejdets kvalitet afklares.
I denne proces er der nogle generelle anbefalinger:
- Af bevismæssige grunde bør indkaldelsen til stadeforretningen vedlægges ophævelsesmeddelelsen.
- Der skal udarbejdes en skriftlig staderegistrering, hvilket følger af AB-reglerne.
- Hvis der på forhånd er udsigt til uenighed omkring arbejdets omfang og kvalitet, bør staderegistreringen gennemføres ved syn og skøn, hvor der udmeldelse en uvildig skønsmand til at foretage bevissikringen.
- Staderegistreringen bør afvikles, førend en ny entreprenør får adgang til byggeriet med henblik på færdiggørelse heraf.
Hvis staderegistreringen skal forestås af en skønsmand, bør der udarbejdes et spørgetema. Jeg har følgende anbefalinger til spørgetemaets udarbejdelse:
- Det sikres, at spørgsmålene formuleres således, at de relevante registreringer bliver foretaget for dermed at sikre, at en ny entreprenør i umiddelbar forlængelse heraf kan overtage byggeriet med henblik på færdiggørelse.
- Hvis der er indikationer på fejl ved det udførte arbejde, bør skønsmanden registrere kvaliteten af arbejderne. Ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed er der praksis for, at der kan stilles egentlige spørgsmål til, om arbejdet er udført håndværksmæssigt korrekt og i overensstemmelse med entrepriseaftalen, såfremt staderegistreringen gennemføres ved syn og skøn.
- Det sikres, at skønsmanden får fuld indsigt i det samlede aftalegrundlag, der oftest består af en entrepriseaftale med tilhørende bilag i form af projektgrundlag, byggemødereferater, byggetilladelse, skitser og tegninger.
- Det er mere reglen end undtagelsen, at et byggeri fordyres som følge af, at en anden entreprenør skal færdiggøre arbejdet. Derfor bør skønsmanden opliste de arbejder, som ikke er udført eller færdiggjort med samtidig vurdering af færdiggørelsesomkostningerne. Netop færdiggørelsesomkostningerne kan være vanskelige at vurdere selv for en skønsmand, hvorfor bygherren bør rekvirere en færdiggørelsestilbud fra 2-3 andre entreprenører.
Grundlæggende er det min erfaring, at staderegistreringsrapporten tillægges betydelig bevisvægt ved en efterfølgende sag. Derfor bør man som bygherre udvise stor omhu og gøre sig de relevante strategiske overvejelser for bedst muligt at sikre sin retsstilling.
Denne artikel kan ikke erstatte konkret rådgivning. Har du spørgsmål til artiklen og registrering af stadet på et konkret byggeri, kan Thomas Schioldan Sørensen kontaktes på tlf. 4242 2600 eller [email protected].